Få dage efter at hun er fyldt 3 år kommer hun til os,hvor hun meget hurtigt finder sig til rette, sammen med andre artsfæller, hund og mennesker.Fra første skridt ud af transportkassen indtager Bine hjemmet med storm. Hun synes at tænke, man skal vel nyde det liv, der er en givet, og den bedste stol med tæppe bliver indtaget, en hyggelig plads på det varme gulv er heller ikke det værste.Vi nyder tiden sammen, og hurtig begynder vi at drømme.Tænk om det var muligt, med den rigtige parring,at få et par dejlige killinger med denne fantastiske skønhed.
Buum-cats er de lykkelige ejere af en flot sort-smoke hankat.Harley Davidson Felis Jubatus hedder han, og vi arrangerer, at vores katte tilbringer et par dage
i selskab med hinanden. Alle glæder sig sammen, da det kort efter med sikkerhed viser sig, at der er killinger på vej. Bines første kuld. Hele drægtighedsperioden forløber normalt, og spændingen er stor, da fødslen på forventet dato går igang. Hurtig går det op for os, at det klarer hun ikke ved egen hjælp, og vores er ikke nok. Nærmeste dyrehospital bliver kontaktet, et kejsersnit bliver foretaget, der er 3 killinger, alle levedygtige,og lettelsen er stor, da vi kan vende hjem, hvor alt står klar til at modtage den lille kattefamilie.
Ikke et øje lukkes den nat, men alt og alles anstrengelser til trods er ikke nok. Bine kan ikke klare den store belastning. Et lys slukkes, og i fødekassen ligger 3 små moderløse væsner.
Hos Buum-cats har Cindy 2 dage forinden født en stor killing, hendes første. Kan hun klare 3 plejekillinger? Forsøget må gøres, og hun modtager dem med ømhed, kærlighed og varme. De første timer og døgn er kritiske,5 gram frem og 2 tilbage. Er der mad nok til alle? Med hjælp fra Boogie-Savanna-Line og Ingrids lille sutteflaske ender det med at blive en solstrålehistorie. Efter 8 uger vender 3 små tykke skovbamser hjem.